Skip to content

Forældresamarbejde i Eventyrlandet

Et godt samarbejde mellem forældre og personale er en vigtig del af hverdagen i Eventyrlandet. Det er i den daglige kontakt, at vi opbygger gensidig tillid og tryghed omkring jeres barn.

Daglig dialog – og plads til de vigtige samtaler
Når I afleverer og henter, står vi ofte midt i en aktivitet eller har flere børn omkring os, som har brug for vores opmærksomhed. Derfor kan vi ikke altid tage en længere, rolig snak i garderoben.

Men det er vigtigt for os, at I altid kan komme til os, når der er noget, I gerne vil vende. Hvis der er behov for en mere fortrolig samtale, går vi gerne afsides (fx på kontoret) eller aftaler et tidspunkt, hvor vi kan tale uforstyrret.

Når det er svært at sige farvel
Hvis jeres barn bliver ked af det, når I går, er vi der med ro og omsorg. I kan have tillid til, at vi kontakter jer, hvis jeres barn fortsat er vred eller ulykkelig.

Forældresamtaler

Vi holder som udgangspunkt forældresamtaler cirka én gang om året og derudover efter behov. Her taler vi sammen om, hvordan I og vi oplever, at jeres barn trives.

  • Samtalerne tager udgangspunkt i et samtalepapir om trivsel og udvikling samt de pædagogiske læreplaner.
  • Vi forsøger så vidt muligt at lægge samtalerne inden for Eventyrlandets åbningstid (det kan betyde, at nogle forældre bruger en omsorgsdag eller lignende).
  • Ved samtaler med tosprogede familier rekvirerer vi tolk, som mestrer familiens sprog.

Forældremøder og bestyrelse

Vi holder to forældremøder om året. Indholdet kan være:

  • oplæg fra en ekstern oplægsholder om et relevant tema, eller
  • oplæg og dialog med personalet fra barnets stue om børnegruppen og hverdagen.

På efterårsmødet afholder vi valg til vores bestyrelse. Vi forventer, at I deltager i begge forældremøder, fordi det styrker fællesskabet og samarbejdet omkring børnene.

Back To Top